Aktiespil, 3

15. september 2008

I del 2 har jeg tilføjet en del kommentarer med mine overvejelser og handlinger.

Uroen på finansmarkederne har givet anledning til en del aktiveringer af Stop Loss.

5. september røg D/S Norden til kurs 404 (købt til 472) - i dag luk i 345.
8. september røg ØK til kurs 288 (købt til 308) - i dag luk i 284,50.
9. september røg Novo til 278,50 (købt til 303) - i dag luk i 268,50.
15. september røg Alm Brand til 140 (købt i 166,50) - i dag luk i 144.

Nye i porteføjlen er:
DSV, købt til 94 - S/L: 89, der ligner et støtteområde. - I dag luk i 88,25 - det starter skidt :-(
APM B, købt til 48.500 - S/L: 43.000. APM svinger en del mellem ca. 43.000 og 70.000. Dagens luk: 48.100.

Den gode nyhed for min portefølje er SAS. jeg har nu vedtaget et nyt, højere Stop Loss på 39. SAS lukkede i dag i 47,80. 

Der blev rusket godt i træerne og mange ting faldt til jorden i dag ovenpå Lehman Brothers’ konkurs og flere store bankkonkurser i kikkerten. Hertil aften er American Intl. Group i problemer - samtidig er der til gengæld gang i sagerne blandt de mindre danske banker, Forstædernes bank opkøbes af Nykredit, og Lokalbanken Nordsjælland opkøbes af Svenske Handelsbanken.

Det kan ses på stillingen. Jeg er nu nr 580 med et afkast på 1,7% og en formue på 508.468,06. Vil du slås? Så meld dig ind i gruppen “Investorblog.dk” koden er “pengetanker” (”-tegn skal ikke indtastes!) i Alm Brand og Business.dk’s aktiespil.


Absurde udtalelser fra ledelsen i Roskilde Bank

8. september 2008

Som jeg tidligere har været inde på i mit skriv om sikre veje til tab, så skal man altid lytte efter de gode råd om selskabets aktie - især hvis rådene kommer fra den øverste ledelse, og de selv har optioner og aktier i selskabet!

Business.dk har samlet et på citater sammen fra ledelsen af forhenværende Roskilde Bank. Start med denne artikel, og kig på billedserien - spørg dig selv mens du læser citater (som det nedenstående) om du ville købe en brugt bil (subsidiært aktier) af disse mænd!

Kilde: Brev til bankens kunder i august 2006 ” Kursen på en Roskilde Bank -aktie er - takket være de flotte resultater - ganske høj. Men vi forudser at den bliver højere endnu. Derfor anbefaler vi, at du køber aktier i banken nu, så du kan høste frugten af de resultater, vi forventer. P.S. Du kan låne til aktiekøbet til en rente på for tiden kun 4,5 pct. Oplagt til dig, der ikke har pengene lige her og nu eller ikke ønsker at bruge af din opsparing”. Brevet var underskrevet daværende bankdirektør Niels Valentin Hansen.

Det vigtigste at bemærke i pvenstående citat er, at bankdirektøren, Niels Valentin-Hansen, forudser, at kursen vil stige endnu mere og i næste åndedrag opfordrer kunder til at købe aktier, og endda låne pengene i banken til aktiekøbet. Det svarer lidt til at fodre hunden med sin egen hale!

Moralen er, at man skal være på vagt over for ledere, der kommenterer selskabets aktiekurs. Det er deres opgave at sørge for, at aktien og selskabet bliver mere værd ved god ledelse og gode resultater, ikke ved manipulation af kunder, aktionærer og det finansielle marked.

OBS! Jeg har ikke, og har ikke haft, aktier i Roskilde Bank - jeg føler med dem, der er ført bag lyset af ledelse og bankrådgivere og har mistet opsparing eller har fået gæld på grund af dårlig og useriøs rådgivning.

Sjovt nok, har Politiken / Tjek en artikel om vores alarmerende tillid til bankrådgivere.


Aktiespil, 2

2. september 2008

Yipee - jeg er i top 1000! Nærmere bestemt nummer 948 med et afkast på 4,8% og en formue på 523.927,91 kr! :-)

I den første post, skrev jeg hvilke aktier jeg har købt. Her vil jeg give et bud på, hvornår de skal sælges igen. Eller mere præcist, hvornår de skal “stoppes ud”. S/L er for mig to dages luk under den angivne kurs, aktien sælges altså dagen efter, hvor der er konstateret luk to dage i træk under kursen.

Alm Brand: Købt i 166,50 - S/L: 150 - det bør være et psykologisk støtteniveau, men det er også mit eneste argument. 1 års graf.

Astra Zeneca: købt i 246,12 danske kr (svarer til ca. 307,65 SEK). - S/L: 220. Aktien ser ud til at være i langsigtet optrend. Området omkring kurs 275 SEK ligner en lille støtte, brud herunder udløser stop. 1 års graf.

D/S Norden: købt i 472,00 - S/L: 450. Niveauet omkring 450 er afprøvet et par gange med en smuttur under i august. 3 mdrs graf.

Investor B: købt i 101,88 danske kr (svarer til ca. 127,35 SEK). - S/L: 96. Der er fin støtte i 120 SEK. 1 års graf.

Lifecycle Pharma: købt i 24. - S/L: 18. LCP er en festlig fyr perioder, og kan tage store sving. Derfor et stop loss helt ned til 18, som den ikke har lukket under det sidste år. 1 års graf.

Novo Nordisk: købt i 303 - S/L: 280. Novo er som regel god nok, men kan falde i unåde og dykke voldsomt. Kurs 280 er skidt hvis den brydes nedadgående. 3 mdrs graf.

SAS: købt i 32,80 - S/L: 30. SAS er en rigtig drillepind. Den ene dag er det olieprisen, den næste strejker alle folkene, så er der noget i vejen med ledelsen, og så falder der fly ned… historierne er mange! Et brud ned under 30, så ryger den altså igen. 1 års graf.

Østasiatisk Kompagni: købt i 308 - S/L: 295. ØK balancerer på den gamle støtte omkring 300 som er afprøvet flere gange både oppe- og nedefra de sidste par år. 2 års graf.

Af mine aktier i spillet er det primært Novo, som er tæt på grænsen. SAS må gerne lukke over 40 igen. Den kandiderer nemlig til at få rykket S/L op - såkaldt P/P (Profit protect).


Aktiespil, 1

27. august 2008

Så er der jo et aktiespil i gang igen. Denne gang er det Alm Brand og Business.dk, der står for løjerne.

Jeg har de sidste par dage brændt de fiktive penge af på denne portefølje:

Alm Brand, 500 stk á 166,50
AstraZeneca, 300 stk á 246,12
D/S Norden, 100 stk á 472,00
Investor B, 400 stk á 101,88
Lifecycle Pharma, 2000 stk á 24,00
Novo Nordisk,  100 stk á 303,00
SAS, 3000 stk á 32,80
Østasiatisk Kompagni, 250 stk á 308,00

Hvis du er frisk på at kæmpe, kan du melde dig ind i gruppen Investorblog.dk koden er pengetanker.


Boligkrisen - nu med forudsigelse

23. marts 2008

Boligmarkedet er det helt store samtaleemne, blandt almindelige dødelige købere, professionelle analytikere, erhvervsjournalister og såmænd også bloggere.

De fleste af os har nok oplevet, at venner og familie taler om boligboble, gigantiske skattefrie gevinster, afdragsfrie lån og obligationskurser. Almindelige mennesker med et almindeligt job og uden anden forudsætning for at forstå alt om rentefald, valutakryds og subprime-kriser end det de læser på debatfora og i aviser udvikler sig fra boligkøbere, der ønsker en god bolig, til boligspekulanter, som tænker mere på, hvor meget de kan tjene på at belåne sig til op over begge ører og videresælge boligen igen om 3-5 år! Mit gæt er, at spekulanterne får ørerne i maskinen på lidt længere sigt - for nogen bliver det måske katastrofalt, mens andre højst får straffen at blive lidt længere i boligen.

De professionelle analytikere har en pligt til at have en holdning til tingene uagtet, at deres evner til at forudsige fremtiden er linje med alle andres. Nogle mener, at boligmarkedet retter sig, mens andre mener det kan tilte fuldstændigt. Om den ene ekspert eller den anden får ret, vil fremtiden vise. Sandsynligvis vil tingene udvikle sig på en måde, som ingen havde forudset :)

Journalisterne leder efter den gode historie. Her kigger man på boligkrakket i København for 100 år siden. Det er en god historie fordi der er økonomiske ligheder - og præcis 100 år siden! En sjov detalje, som man nok skal passe på med at lægge for meget i, med mindre man er en hund efter konspirationer, er, at J. P. Morgan var med til at redde finanskrisen i USA for 100 år siden, og netop her 100 år senere også reddede skindet på Bear Stearns.

Jo, jo, historien gentager sig, og derfor kan jeg også med sikkerhed sige, at boligmarkedet nok skal stige igen, men desværre kan heller ikke jeg forudsige, hvor og hvornår bunden er fundet.